Virkeligheden og ønsket

Der er virkeligheden og så er det ønsket. Det gjorde min psykolog tydeligt for mig til en session for noget tid siden. Virkeligheden der er som den er og ønskerne eller ønsket om kernefamilien der ikke kom til at ske. Så forhold dig nu til virkeligheden. Din virkelighed og tag den derfra.

Ok, jeg drømte ( og gør stadig ) om at leve sammen med en dejlig mand og være fælles om livet. Min virkelighed er at jeg er alenemor til to fantastisk drenge med hver deres far, vi bor i en lejlighed i Valby, bedsteforældrene bor i Jylland, jeg har et fuldtidsjob som fysioterapeut i Høje Tåstrup kommune og har forsøgt at holde hamsterhjulet kørende. Det lykkedes ikke. Hvad så nu ? Jeg er på optrapning og planen er at jeg skal være på fuld tid igen om 10 uger. Kan jeg det ? Vil jeg det ? Var det ikke det jeg blev syg af sidste år, eller var det ensomheden og manglen på søvn der var skyld i det ? Jeg skriver for at forsøge at finde ud af det.

Jeg følger med i samfundsdebatten om at leve bæredygtigt om mere fællesskab og om unschooling. Jeg kigger langt efter de par der realiserer drømmen om at flytte på landet, være selvforsynende og have masser af tid med sine unger, eller dem der trækker stikket og rejser i et år med deres børn. Det er alt andet lige, nemmere at realisere når man er to, ik ? Eller er det noget jeg bilder mig ind, bruger som undskyldning for ikke at realisere mine egne drømme ? Drømmen om at bo nær naturen, om at ungerne skal gå i en skole hvor bevægelse og udeliv spiller en stor rolle og ikke om hvem der kan få flest 12 taller.

Det falder mig ikke naturligt at aflevere mine børn. Måske kan de mærke det, for de har heller ikke lyst til at blive afleveret. Vi kommer i sidste øjeblik og mange gange nægter især Bastian at give slip og jeg må vriste mig fri og tage fra børnehaven med ondt i hjertet og tårer i øjnene. Jeg har ikke tal på hvor mange gange sidste år jeg har siddet og tudet efter ankomst på job efter en hæslig morgen og en følelse af tomhed i hjertet. Men jeg skal jo arbejde, jeg er eneforsøger og jeg vil også gerne arbejde, og inspirere andre til mere bevægelse, mindfulness mm. Det er det jeg brænder for og samtidig vil jeg også gerne lave noget for mig selv. Det kan kun lade sig gøre hvis jeg afleverer dem. Det bliver heller ikke bedre af at følge med hos diverse psykologer på Instagram der bekræfter at det med adskillelses kulturen er usund for os. Jeg ved det godt jo, jeg kan mærke det, men hvordan ændrer jeg på det ?

jeg arbejder med konceptet godt nok både hos min psykolog og hos min stress coach.

Og vi har det godt! Vi er alle raske, jeg har et job, kan aflevere ungerne, vi har tag over hovedet og mad på bordet. Hver dag! Burde det ikke være godt nok ? Burde jeg ikke være tilfreds ? Her i Valby (hvor vi bor i en andel på 3. sal) er der alt hvad hjertet kan begære: Svømmehal, parker, legepladser, shoppingcentre, cafeer, legekammerater, Frederiks far tæt på, fodboldforening, skoler, yoga, salsa og vinterbadning. Vi har en dejlig famileven, en god babysitter og vi har fået en lejer der er mega sød.  Burde det da ikke være godt nok ?

Hvad er det vi mangler ? jo, bedsteforældre, mine gode gamle veninder og tætte relationer, naturen uden for døren, fællesskab i hverdagen, tryghed i institutioner og skoleliv, frihed til at være.

Jeg er bange for at livet i byen ikke er sundt for hverken mig og ungerne. Vores hjerne har brug vider, vi bliver stressede af ikke at have udsyn. For at ungerne skal udvikle sig motorisk godt har de brug for plads omkring sig til at udfolde sig i. De har brug for naturen. Har de ikke ? Eller er det nok med de tre uger om sommeren på Falster hvor de løber nøgne rundt på stranden ? Råder det bod på  de 8-9 timer de har i institution dagligt hvis jeg skal genoptage mit fuldtidsjob ?

Vi er alle tre meget udadvendte, jeg er ved at blive skør af ikke at have nogen at tale med ( hvorfor jeg lejede værelset ud) desværre er han ikke ret ofte hjemme, og Bastian spørger dagligt om han må lege med den og den. Men vi har jo så travlt i de små hjem og her i 2019 banker man ikke bare sådan lige på døren. Det gør Bastian så og halleluja for det, der er bare ofte han bliver mødt med nej det går ikke i dag og jeg hører mig selv sige højt når han spørger, ej det dur ikke idag ( for ikke at være påtrængende ) ved jo hvordan alle syns at hverdagen er hård, så vil ikke være til belastning for nogen. Selvom jeg virkelig gerne vil omgive os med andre mennesker i det daglige og lade Bastian lege med andre, istedet for at bure ham inde i vores lille lejlighed på 3. kun med ( trætte mig ) og hans lille bror at kigge på. Men måske er det godt nok ? Jeg ved det ikke…

jeg drømmer om et liv hvor ungerne og jeg kan dele  vores hverdag med andre, være en del af at fællesskab og ikke bare gemme os væk på 3. sal

Sidste uge var dog overraskende positiv ifht samvær med andre. Det lyder underligt, men jeg har ikke haft besøg efter puttetid i halvandet år, så det var en helt ny følelse da jeg pludselig fik en besked fra en jeg kender  lidt perifert der spurgte om ikke vi skulle se håndbold sammen. Først tænkte jeg nej det går da ikke, jeg ligner lort, jeg er fucking træt, vasketøjet har stirret på mig den sidste uge og ungerne putter sent, jeg skal på job i morgen. Men jeg sagde ja tak og det var SÅ skønt med selskab og tøsesnak. Kæft jeg savner det. Bastian spiste ude tre gange den uge og han elsker det. Nu har jeg hængt en seddel op med opfordring til fællesspisning i vores dertil indrettede rum i kælderen.

Hvad tænker du ? Er det godt nok for børn at vokse op i byen? Er det godt nok for børn at gå i institution 8-9 timer dagligt? Hvad drømmer du om og hvordan får du hjulet til at løbe rundt uden at falde af i svinget ?

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *