Unge, alkohol og tabu

Mens jeg kørte forvildet rundt på motorvejene på vestegnen igår, i mit forsøg på at komme på job, havde jeg fornøjelsen af p4, der bød på et indslag om unge og alkohol.

Det handlede om at unge i Københavns kommune drikker mere end unge andre steder i landet og at især forældrene skal på banen for at forebygge og mindske unges alkohol forbrug.

Jeg spidser ører når jeg hører noget om unge og alkohol og jeg bliver angst bare ved tanken om at mine børn engang begynder at drikke. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at de lærer at drikke med måde og at man godt kan hygge sig med en enkelt genstand ( som der blev talt om i indslaget ) og ikke behøver at drikke sig i hegnet. Det er virkelig noget jeg vil gå all in på.

At drikke hjemmefra

Selv lærte jeg at drikke hjemme fra. I mine teenageår syntes jeg det var fedt at vi måtte drikke derhjemme og at der tit blev holdt fester. Det syntes jeg ikke som barn. Jeg er sikker på min mor har gjort det i bedste mening da hun valgte at lære os at drikke alkohol. Hun var overbevist om at det var bedst at lære hjemmefra så vi ikke lærte det ude i byen. Jeg ved at hun har gjort det så godt hun kunne!

Jeg vil bare gerne opfordre alle forældre til IKKE at lære sine børn at drikke hjemmefra.  I stedet vil jeg opfordre til at fortælle om alkohols skadelige virkninger og om mådehold, men ikke forbud. Fortælle om og inspirere til som nævnt i indslaget at hygge sig med det istedet for at bruge det som et middel til at blive fuld, dulme angst, tristhed, sorg eller andet.

Min alkohol debut

startede som 11 årig. Det var på en ferie i Grækenland hvor jeg fik en rom og cola. Husker det tydeligt, endda hvordan det smagte. Drak kun en smule og alligevel slingrede jeg på vej tilbage til teltet. Ikke fordi jeg var fuld, tror jeg, men fordi at når man har drukket så slingrer man jo. Det vidste jeg. For det havde jeg set mange gange.

Som 13 årig vandt jeg en ølsmagningskonkurrence. Det var en nytårsaften hos en veninde i mit neighbourhood. Vi skulle med bind for øjnene smage forskel på en Tuborg og en 33 pilsner. Ingen af mine tre veninder gættede rigtigt, det gjorde jeg til gengæld. 13 år, og ølkender. Hvad siger du så ? Nå men det var jo en ganske harmløs konkurrence som min venindes far havde arrangeret under opsyn. Senere på aftenen var jeg blevet så fuld at jeg satte mig for at tisse på toppen af en bakke til stor underholdning for de som stod i den anden.

Fødselsdag med familien

Da jeg fyldte 15 år, havde jeg nogle veninder på besøg, min mor, min lillebror, min bonusfar og hans mor var der også. Vi fik lov til at drikke min lillebror på 12 år fuld. Det er bestemt ikke noget jeg er stolt over idag. Vi spillede ølspil i køkkenet og snød ham selvfølgelig så han kort tid efter lå og kastede op. Senere da vi skulle have kaffe og kage, faldt hans hoved ned i kagen og da var det tid til at komme i seng. Flere år efter talte vi om dette som en sjov aften, men nu tænker jeg på det med afsky.

Mig, min veninde og en flaske bacardi

En sidste historie jeg vil tage med fra det virkelige liv i denne omgang kommer her: ( der er desværre mange flere)

Her er vi også på ferie i Grækenland, jeg har lige afsluttet 7. Klasse og sidder på stranden med en veninde og en flaske bacardi rom, som vi delte. Da jeg sent på natten fandt tilbage til teltlejren (efter at have rodet rundt og gjort dumme ting) var jeg så gået ind i naboens telt, lagt alt mit tøj, hvorefter jeg gik ind og sov i mit eget telt. Dagen efter undrede naboen sig selvfølgelig og der blev joket en masse med det senere hen. Efter nogle år begyndte det at gå op for mig at det da ikke var ok og jeg begyndte at sige fra når den historie kom op. Det gjorde den igen og igen.  Nu er det efterhånden længe siden vi har talt om det.

Tabu

Alkohol er jo også tabu. Altså så snart der er mistanke om at der bliver drukket for meget. Det vil vi helst ikke tale om, vel ? Jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at være med til at bryde det tabu og kan jeg nå ud til bare en enkelt familie der måske kan hjælpe sin teenager med at vente med at drikke så længe som muligt eller bare drikke med måde. Ja så er jeg glad.

Det jeg nok bare gerne vil sige er at du behøver ikke lære dine børn at drikke hjemmefra. De skal nok selv finde ud af at der findes alkohol og når de gør det så tal med dem om det åbent og ærligt. Og sæt grænser, for guds skyld sæt grænser. Ved ikke om det er et godt råd, har ikke selv teenagere endnu.

Men godt råd eller ej, det er hvertfald hvad jeg ville ønske der var blevet gjort for mig.

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *