Nye boller på suppen

For præcis et år siden: mandag den 9.9. 2018 sagde min krop tydeligt nej tak til mere hamsterhjul. Det endte med en langtidssygemelding trods det føltes enormt grænseoverskridende. Det var nødvendigt.

Den 9. 9. 2018 var også den dag vores lejer flyttede ind. Han lejer stadig værelset og pendler fortsat mellem Spanien og dk. Vi er blevet kærester ( vildt nok ).  Har indtil videre valgt, ikke at skrive så meget om det på bloggen, da der er og har været meget usikkerhed forbundet med det. Der er også et stort skår i glæden da han er i en fuldstændig grotesk situation hvor han ikke får lov til at se sin søn og dermed ikke ved om hans liv skal være i Danmark eller i Spanien.

Jeg håber det hele ender godt og at vi på sigt kan bo sammen. Ægte! (Som Bastian ville udtrykke det på københavner maner)

At leje et værelse ud, besluttede jeg mig for, både af økonomiske årsager men også pga ensomhed. Havde nærmest mistet evnen til at være sammen med andre mennesker og følte mig forkert. Havde brug for selskab i en eller anden form.

Som menneske har vi brug for sociale relationer, både til at udvikle os, til at være, til at mærke hvordan vi har det mm.

Der er sket meget på det seneste år. Rigtig meget.

Mine blogindlæg fra min sygemelding kan du læse her:

https://www.theklintholms.dk/paa-den-anden-side-af-bordet-del-1/

https://www.theklintholms.dk/paa-den-anden-side-af-bordet-del-2/

https://www.theklintholms.dk/jeg-har-en-plan/

https://www.theklintholms.dk/paa-vej-mod-nye-eventyr-med-dsa/

Indlæggene er præget af bitterhed, uretfærdighedsfølelse, vrede mm. Jeg skrev om det for at bearbejde mine følelser og for derigennem at finde handlekompetence. Handlekompetence til at tage de rigtige beslutninger ( for en gangs skyld ). Og til at  finde ind til kernen af hvad mit hjerte skriger på og være tro mod det.

Ja, det skal passe ind i normerne i vores vækstliderlige samfund, men det skal også være i tråd med mine værdier. Ellers ender det med at jeg går ned med stress igen.

Jeg er stadig sårbar (og hvad er der egentlig galt med det) og jeg famler stadig. Prøver mig frem. Ideerne mangler ikke og jeg har masser af lyst og drive til at komme igang. Man kan godt sige jeg hungrer efter at få klørene i nogle mennesker (på den kærlige måde selvfølgelig). Eller er det måske anerkendelsen jeg hungrer efter ?

Ikke desto mindre er jeg igang med at undervise igen. Det er fedt. Og en smule nervepirrende. For jeg vil gerne gøre det godt. Rigtig godt. Mine forventninger til mig selv og min undervisning er høje. Det skal de selvfølgelig også være når jeg gerne vil leve af det en dag.

Jeg har mulighed for 30 uger på supplerende dagpenge, til at få bygget noget op jeg kan leve af. Når de 30 uger er gået, kan jeg vælge at fortsætte på dagpenge, men så kan jeg ikke undervise mere og må sige op og derved få karantæne igen. Den anden mulighed er at jeg har timer nok til at klare mig økonomisk og sige helt farvel til dagpengesystemet. Den tredje mulighed er at jeg må tilbage i hamsterhjulet på en fast fuldtidsstilling. Sidstnævnte huer mig ikke da det vil betyde lange dage til ungerne i institutioner med underbemanding. Det nænner jeg simpelthen ikke. Drømmer om at kunne klare mig på 20-25 timer om ugen. As we speak ved jeg ikke om det lykkes, men det får et forsøg og indtil videre er jeg oppe på 4 timer om ugen. (Plus en masse skrækkelig transporttid) Men hvad gør man ikke når man brænder for noget.

Det sværeste ved at komme tilbage til min gamle stilling efter en sygemelding var, at jeg ikke fik lov til at undervise i det som jeg brænder for. Jeg blev holdt i kort snor. Min leder havde sikkert sine velovervejede grunde. Jeg kunne ikke være i det. Det var hårdt ikke at blive vist den samme tillid som før. Følte jo selv at jeg var klar og havde virkelig mod på at tage fat, så længe jeg fik lov at undervise i det jeg er passioneret omkring. Præcis som jeg fik lov til før min sygemelding.

Jeg er blevet ansat i et fitness center i Holte hvor jeg underviste tilbage i 2012/13, før det hele løb løbsk med børn, fuldtidsjob osv. Min nye chef har virkelig ja hatten på. Hun kender til min sygemelding og er med på at vi bygger timerne op stille og roligt. Hun holder sig dog (heldigvis) ikke tilbage med ideer og muligheder og da jeg foreslog at starte et 8 ugers mindfulness forløb for medlemmerne, tøvede hun ikke et sekund. Kvitterede istedet med et klingende JA, du skal bare sende mig det og det og det, så får vi det sat i stand. Tak! Tak fordi du viser mig tillid.

Jeg er stadig sprød og usikker, men jeg kaster mig ud i det. Hvad er det værste der kan ske ? (Den er altid god, ik ?) Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, om jeg er på dybt vand eller hvad der mon kommer til at ske.

Indtil videre underviser jeg i yoga, senior hold og pilates. Det føles godt.

Jeg er taknemmelig for den mulighed jeg har fået og derfor undskyld A- kasse at jeg har været sur på dig og skrevet grimme ting:

For selvom systemet er svært at gennemskue så har vi også et system der giver muligheder.

Sidder du lige nu i lort til halsen i dit fuldtidsjob, så kan jeg anbefale en periode på dagpenge. En pause. Vi har brug for pauser, især til at finde ind til vores værdier, til at få ro på systemet så vi med oprigtighed kan mærke hvad der driver os. Ja der er udfordringer, bland andet i form af økonomi, status og normer ved at være på dagpenge. Men der er altid en vej. Din vej. Jeg er på vej til at finde min.

Kærlig Hilsen og tak fordi du læste med

Sarah

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *