Jeg svigter mine børn

Sådan føles det dagligt når jeg afleverer dem i institution. En følelse jeg har haft længe. Faktisk siden Bastian startede i vuggestue. Især efter ferier er det ekstra hårdt. I ferier lærer vi jo vores børn at kende og finder ud af at de faktisk er ret dejlige at tilbringe tid sammen med, ik ? Her har vi overskud og ungerne er ikke udmattede og dermed ekstra opmærksomheds søgende (eller krævende om du vil) efter en lang dag væk fra os.

Hvorfor er det jeg bliver ved med at aflevere mine børn et sted hvor jeg godt ved de ikke får opfyldt deres behov for omsorg og for at blive set og hørt? Hvorfor ? Det begynder at hobe sig op og fylder mere og mere. Jeg bliver nødt til at gøre noget. Men hvad? I forvejen begrænser jeg tiden så meget jeg kan, men om lidt er jeg på fuldtid og har ingen der til dagligt kan hjælpe mig med hverken at hente eller bringe så de kan få nogle kortere dage eller fridage indimellem. Hvordan skal det gå op ? Jeg ved det ikke lige nu. Jeg vil ikke svigte mine børn, men jeg gør det alligevel.

Økosamfundet Dyssekilde

I starten af november sidste år var jeg oppe og kigge på et hus i Dyssekilde Økosamfund. Det ligger i Torup ved Hundested. Jeg kender ingen i nærheden. Det bringer mig ikke tættere på bedsteforældre, der vil blive længere afstand til Frederiks far og vi flytter væk fra en masse gode mennesker vi (nu) har omkring os.

Til gengæld ville vi bo nær naturen. Vi ville bo tæt sammen med andre i et fællesskab, hvor ungerne vil kunne løbe ind og ud og hvor ånden er at man hjælper hinanden. Det der tiltaler mig allermest ved at flytte er lilleskolen og den private børnehave der ligger lige om hjørnet. Skolen huser 120 elever og Børnehaven 24. Det gav en god følelse i maven at være der og vidste med det samme at her ville jeg være tryg ved at aflevere ungerne. Huset er stadig til salg.

Aflevering

Jeg mærker tydeligt at Bastian ikke har lyst til at blive afleveret. I morges hørte jeg må selv sige: (da han forsøgte at holde fast på mig) Jo før jeg kan gå jo før kan jeg hente dig. Så gav han slip, men sad demonstrativt tilbage og skubbede maden han lige havde fået tilbudt, fra sig. Kendte ikke pædagogen der sad ved morgenbordet. Jeg gik derfra med en knude i maven.

… Børn har brug for at kunne danne trygge relationer til deres pædagoger, men normeringen i daginstitutionerne er så lav, at mange ikke får muligheden for det. Det har alvorlige konsekvenser for deres udvikling og læring…

 Sådan skriver en psykolog i et debatindlæg i Information i dag.

Normering

Det var et stort spring da Bastian skulle starte i børnehave. 40 børn til 5 voksne fik jeg at vide på forhånd. Jeg var på barsel med Frederik på det tidspunkt og holdt Bastian hjemme så ofte som muligt. Fik dog at vide han skulle komme mere kontinuerligt for at falde ordentligt til. Men helt instinktivt havde jeg modstand på at aflevere ham og det var endda før personalegruppen gik i opløsning. Indenfor det seneste halve år har 4 pædagoger forladt institutionen og nye kommer til. Pædagoger som børnene skal lære at kende på ny, hvis der er tid.

Sådan er det bare

Nå men sådan er det jo bare. Jeg ved ikke hvor længe jeg holder til fortsat at aflevere mine børn til et kaos med mangel på omsorg.

I debatindlægget kan man også læse følgende:

…Hvis barnet ikke får nærvær og støtte hos de voksne, har det store konsekvenser for barnets selvregulering, opmærksomhedsevne og lyst til at være sammen med andre…

 Læs hele indlægget på information.dk

Hvis jeg skal møde og gå til tiden så skal mine børn være i institution 9 timer dagligt. Meningsløst. Jeg skriver det her med en underlig følelses i maven. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!

Vil starte med at se udsendelsen på DR2 i aften med titlen: Hvem passer vores børn ? Skal du også se med ?

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *