Jeg har en plan

 I morges mens jeg ventede på grønt lys efter at have afleveret unger fik jeg øje på noget. Et tegn tror jeg. Jeg har fået mange tegn det sidste stykke tid og min intuition er skarp. Jeg kiggede op. Har stået det selvsamme sted nærmest dagligt gennem de sidste 2 år, men i dag så jeg det. Skiltet på den store bygning foran mig: INCITA stod der. For et år siden overvejede jeg kraftigt at søge job hos INCITA, men fik det aldrig gjort, senere blevet jeg sygemeldt og alt luften røg ud af ballonen. Hvorfor får jeg øje på det skilt lige præcis i dag? Har gået og tænkt på hvorhenne det mon lå, vidste bare det lå i Valby.

I de her dage er jeg meget meget tæt på at tage en beslutning om at sige mit job op. Det er frygten der holder mig tilbage Men jeg tror jeg gør det, spørgsmålet er bare om jeg skal gøre det nu, eller vente til næste måned. Jeg venter til næste måned, mon ikke jeg kan klare at arbejde maj måned med. Jeg vil undervise igen. Vil søge hos FOF. Men først vil jeg have en lille pause. 3 måneder med god tid til både ungerne og mig og når jeg skal arbejde igen, bliver det på deltid. Måske hos INCITA, hvem ved ?

Frygten

Længe har jeg haft lyst til at sige op. Hvad er det jeg er så bange for? For det første er jeg bange for at miste. Der er rigtig meget jeg giver slip på. Det var mit drømmejob. Dengang for 6 år siden da jeg gravid i 3. måned var så heldig at få stillingen. Herudover er jeg jo den ansvarlige i husstanden.(hvilket på mig virker en smule uforsvarligt), jeg er ene forsøger, kan jeg få et job igen, ungerne skal opdrages til at man jo skal arbejde. Sidstnævnte gøres bedst ved selv at være et godt eksempel, ik ? Flere ting jeg frygter er dagpengesystemet, stemplet i panden, ydmygelsen, hvem er jeg så hvis jeg ikke er fysioterapeut? Og hvad gør jeg uden den anerkendelse jeg får for at gøre min pligt, have travlt og alt muligt andet bavl. Jo økonomien selvfølgelig også.

Men vores valg i livet skal ikke baseres på frygt, vel ? Vi skal leve efter vores værdier. Men er det muligt som ene forsøger, der skal jo smør på brødet får jeg hele tiden smidt i fjæset (træt af den sætning efterhånden)

Beslutningen

Med hjælp fra min psykolog er jeg langt om længe ved at nå frem til at det ER den ansvarlige beslutning at sige op. Faktisk er det helt og aldeles uforsvarligt at lade ungerne være i en underbemandet institution 9 timer dagligt, mens jeg pisker rundt med tungen ud af halsen indtil jeg endelig kan hente dem. Trætte og udmattede alle tre.

Er jeg forkælet når jeg ikke er tilfreds? Er det ikke privilegeret at få lov til at gå på arbejde og tjene sine egne penge. Privilegeret at have et job med 6 ugers ferie, omsorgsdage, betalt frokostpause, flex tid og fleksibel chef. Mit job er jo helt perfekt. Men jeg bliver syg af det. Så er det jo ikke perfekt. Fat det nu! Du bliver syg af det, få nu lagt den opsigelse. Har tænkt på det siden før Frederik blev født og det er altså 3 år siden nu. Giv nu slip! Kom nu! Alt skriger på at det er den rigtige beslutning. Selv min psykolog siger det!

Det sidste stykke tid

 Siden jeg har rundet de 30 timer på job er udmattelsen og stresssymptomerne vendt tilbage og autopiloten kører i højeste gear igen. Min lunte er kort og huset flyder så det er helt pinligt. Det går ik! Jeg kan ikke! Og jeg VIL ikke! Har mistet lysten til at skrive, orker simpelthen ikke. Da jeg arbejdede mindre havde jeg en kæmpe gejst og gå på mod. Nu er det væk. Eller energien er væk.

Nødplaner og overspringshandlinger er igen på dagsordenen. 

Dråben

(Nedenstående er skrevet lige efter et teammøde og i vrede)

Jeg føler mig til overs, jeg føler mig degraderet, jeg føler mig presset til at sige op. Øv bare øv øv øv.

 Ved godt jeg havde de tanker allerede, men ville jo egentlig gerne gøre det med ro i sindet og min værdighed i behold. Nu føler jeg mig presset og som jeg ikke har noget andet valg.
 
Møder lidt før kl 8.00, føler mig frisk og klar (ok det roder derhjemme) og Bastian var ulykkelig da jeg gik. Kiggede efter mig med lange øjne mens han sad hos en pædagog jeg ikke kendte.
 
Bortset fra det havde jeg en følelse af: yes, jeg kan godt. Jeg kan godt passe mit arbejde og mine unger samtidig, det skal nok gå.
 
Til mødet som så ødelagde det hele. sad jeg (igen) og følte mig overset. det er ikke første gang siden jeg er startet. Øv en ufed følelse. Ja jeg har været sygemeldt, men jeg brænder da stadig lige så meget for det jeg laver, min undervisning, borgerne osv. Der er blevet talt over hovedet på mig, der bliver ikke spurgt ind til mig, der er lukket for kursus kassen, jeg får ikke lov at undervise i mindfulness som før. Det er blevet besluttet at min tætte kollega skal køre det selv og det får jeg at vide til mødet i dag. Øv. bliver nødt til at skrive mig ud af det, mine fingre ryster på tasterne. Jeg føler mig presset til at sige op!
 
Måske er det så bare det der skal til? Måske er det startskuddet til at jeg skal væk herfra. Væk væk væk. Og være med mine unger, have tid med dem i en periode og kunne holde dem hjemme med god samvittighed hvis jeg kan mærke de trænger til en pause fra en hektisk hverdag og når vi har lyst til en fridag eller ekstra ferietid sammen. Ja det er da en god ide!
 
Skal lige have ro på min krop og så tror jeg det vil føles godt. 6 år har jeg været ansat her! Jeg har startet Job og sundhed op fra bunden. Nu må jeg ikke engang bare undervise på mindfulness endda sammen med en kollega. Føj siger jeg bare. det er en øv følelse at slutte med. Jeg vil konferere min læge inden jeg siger op og så gør jeg det! I næste uge har vi ferie! Tak.

 

Kære samfund

Jeg vil gerne arbejde! Jeg vil gerne bidrage! Jeg har været så glad og stolt over det arbejde jeg nu har haft gennem 6 år. Men det ER svært at få til at hænge sammen alene med to små, især med underbemanding i institutionerne og uden familie tæt på.
 
Mit hjerte brænder for at undervise, det brænder for at arbejde med mennesker, guide mennesker. Det brænder for yoga, mindfulness og meget mere der har med krop og sind at gøre. Det vil jeg sætte fokus på! jeg vil søge mig et nyt job som underviser! BUM

Ok, jeg skal slippe det nu, for jeg er på arbejde og jeg skal have to træningshold om lidt. Blev bare nødt til at skrive for at få ro på kroppen. Det har hjulpet. Om lidt rejser vi til Afrika…. Jaaaaaaaah… Jeg vil glæde mig!! Slippe vreden og fokusere på at vi skal afsted. Så må jeg finde ud af hvad jeg gør når jeg kommer tilbage!

4 uger senere

Hjemme igen, jeg HAR sagt op. Det føles godt. På vej på påskeferie, ombord på molslinien, uden unger = skrivetid.

Rigtig god påske til dig der har læst med så langt.

PS Grunden til jeg fik øje på INCITA skiltet lige den dag er at de har flyttet lokation. Nok derfor jeg ikke har set det før, men ville jo gerne opfatte det som et tegn, så det siger vi bare at det er!!

PPS englekortet trak jeg på turen i Sydafrika. Læs de 3 første kapitler om rejsen her https://www.theklintholms.dk/rejsen-til-sydafrika-kap-1/ og her Rejsen til Sydafrika ( kap 2 )

 

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    ❤❤❤