Er du doven eller hva’ ?

Motion har altid været mit drug, det har været en stor del af min identitet og endda mit levebrød. Jeg elsker løb, elsker at danse. Tidligere elskede jeg fitness og aerobic. I det hele taget elsker jeg den følelse det giver at bevæge mig. Jeg er fascineret af kroppen. Det den kan og jeg eksperimenterer gerne til grænsen for at få lov til at mærke min krop under pres. Det er fedt, især når man er ude på den anden side og kan klappe sig selv på skulderen over at det er veloverstået og nyde et godt skud endorfin.

Syg af træning

Hvad gør man så når kroppen pludselig siger nej tak til træning ? At jeg ikke får trænet handler ikke om at jeg er alene med to børn ( eller jo til dels ) men det er ikke pga manglende tid eller prioritering, for hvis der er noget jeg prioriterer så er det træning. Det handler om at jeg pludselig begyndte at blive syg af det og så gik der ikke længe før jeg blev sygemeldt med stress. Var på randen til udbrændthed (sagde min stresscoach) og hvor skal jeg så starte.

Da jeg blev sygemeldt var jeg igang med at træne til cph halvmarathon, men måtte sælge mit start nr. Jeg meldte mig til sammen med en kammerat jeg tidligere har løbet Marathon sammen med. Havde behov for at finde tilbage til noget af mit gamle jeg efter hårde år og spurgte ham derfor om ikke vi igen skulle løbe sammen. Den var han med på og vi havde nogle gode ture sammen.

Jeg løb når jeg kunne, indimellem flexede jeg for lige at komme hjem og nå en løbetur før jeg skulle hente unger. Løb også så snart der var nogen hos mig, også selvom jeg følte mig udmattet. Tilsidst fik jeg influenza lignende tilstande dagen efter. Begyndte at få angst anfald på jobbet og måtte endeligt lægge træningen på hylden da min krop  kollapsede en dag på job. Jeg blev langtidssygemeldt.

Slatten krop

Øv, nu står jeg her et halvt år senere og savner at være i form, min krop er slatten, jeg bliver hurtigt forpustet og måske er jeg også bange. Jeg er bange for ikke at have nok energi til ungerne og til at gå på arbejde. Min krop og min hjerne er blevet utryg og det, tror jeg er en af grundende til at jeg stadig hænger i bremsen.

Meldte mig til et online trænings forløb, det er 5 uger siden og har ikke været med til en eneste træning. Instruktøren bad mig tænke over hvorfor. Det har jeg gjort. En del af svaret er ovenstående, en anden del skyldes at Frederik simpelthen er røv umulig at putte og ofte først sover henimod 20.30 hvis ikke senere. Træningen er kl 20.00, men jeg kan også træne med senere. Men når kl er 20.30 og jeg har været igang siden kl 6 så er det ikke træning min krop skriger efter. Der hvor det lykkes mig er når jeg få lov at komme ud af huset og overlader putningen til min babysitter. En gang hver 14. dag. Ikke rigtig nok til at komme i form, vel ?

Nu er det igang

Næste uge er jeg oppe på 24 timer på job, hvilket jo fortsat efterlader lidt mor tid. Jeg har planlagt at gå/småløbe 5 km hver dag efter job, inden jeg henter unger. Har haft tendens til at hente ungerne lige efter job selvom min coach siger jeg skal vente. Men jeg prioriterer samvær med ungerne højt. Næste uge kan jeg dog først hente kl 16 da Bastian skal i udflytter, så nu skal det være!

Ren overlevelse

Størstedelen af min sygemelding brugte jeg på at sove. En sjælden gang i mellem var jeg til yoga. Ungerne var i institution ca 6 timer dagligt og de fik som minimum en ugentlig fridag. Når jeg kom hjem efter at have afleveret dem var jeg færdig og sov til jeg skulle hente dem igen. Når de var lagt om aftenen, gik jeg selv i seng kort tid efter. Kunne ikke andet og træning var pludselig blevet til en by i Rusland.

Kunne slet ikke forestille mig hvordan jeg overhovedet kunne bruge energi på det, da jeg var i et stort underskud af energi. Men når nu jeg tidligere har overlevet på og fået energi af at dyrke motion hvorfor har det så ikke været muligt for mig i denne periode ? Tidligere har ikke engang ti vilde heste kunnet holde mig fra en løbetur eller lignende og fra den ene dag til den anden kunne jeg ikke engang få lavet 5 minutters yoga på stuegulvet. Hvorfor nu det ? Det er jeg selvfølgelig blevet nysgerrig på og er begyndt at sætte mig ind i hvad der rent faktisk sker med kroppen og hjernen i en stress tilstand. Der findes en årsag som faktisk giver rigtig god mening. Det skriver jeg mere om når ungerne giver mig lov!!

Jeg vil leve og ikke konstant være på overlevelse.

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *