Dans med Mie får dig til at skri(g)e!!

Du kan ikke gøre det forkert. Du er ligesom du skal være. Sig ja til det, sig jaaaa til dig, din krop, din lyst, din dans. Du er ikke for meget, du er ikke for lidt, fyld, tag din plads…

Disse ord i kombination med lækker musik, krop, dans og bevægelse gjorde min onsdag aften ubeskrivelig og magisk.

Man blander sig da ikke i andres liv

Jeg var for et års tid siden, til et møde i børnehaven. Fri fra mobberi var temaet. Vi blev inddelt i grupper hvor vi i samarbejde skulle svare på forskellige spørgsmål. Min gruppe bestod af en anden kvinde og 4 mænd.

Spørgsmålet lød:

Der står en mor og græder mens hun venter på sit barn.  Går du hen for at tale med hende ? 

Instinktivt tænkte jeg ja selvfølgelig,  men pga min angst for at andre skal se skævt til mig, var  jeg afventende på hvad der ellers blev sagt. En far sagde at nej man skal ikke blande sig i andres liv. Av tænkte jeg og på diplomatisk vis fik jeg sagt, at var det mig som stod og græd villle jeg gerne have at der kom en hen for at tale med mig. Da vi skulle sige det højt i plenum, havde jeg kke været stærk nok til at få min mening frem og faren sagde at vi i gruppen ikke mente at man skulle gå hen og tale med den der stod og græd.

Jeg krummede tæer og blev flov. Pædagogen var heller ikke begejstret for svaret og belærte os om at vores adfærd ville blive til børnenes adfærd. Og vil vi ikke gerne lære vores børn at trøste andre børn?

Hvad er det vi vil med vores individualiserede liv ? Hvorfor blander vi os ikke i hinandens liv ? Har vi nok i os selv ? Hvad er det vi prøver at dulme med vores telefoner, for meget arbejde, mad, alkohol osv ? Hvad er det vi er bange for ?

Hvad ville der ske hvis vi gik hen til en der græd, gav en fremmed en kram, stillede et vedkommende spørgsmål og lyttede oprigtigt til svaret ?

Faktisk gjorde jeg det igår, gik hen til en jeg ikke kendte der græd og krammede hende længe. Dette vender jeg tilbage til.

At forsvinde i mængden

Husker tydeligt en gang for mange år siden, på min efterskole. 135 elever, det var en af de sidste dage. Vi stod alle på stolene, på nær en. Han sad ned, og han så trist ud. Jeg lagde tydeligt mærke til det, men gjorde ikke noget. Husker oplevelsen som var det igår. Det er 30 år siden nu. Idag ville jeg ønske at jeg var gået over til ham.

Igår oplevede jeg noget lignende, forskellen var bare at denne gang handlede jeg. Jeg gjorde det jeg mente var rigtigt, jeg brød normen, tog en chance, fulgte mit hjerte.

Move and connect

Vi var en flok på ca 40, mødt op til Move and Connect i Soulhouse hos Mie Moltke. Fire mænd, resten kvinder. Jeg vidste ikke helt hvad der skulle ske, andet end at det havde noget med dans at gøre. Mie Guidede efter musikken, der blev spillet af en DJ.

Der er ikke noget bestemt vi skal: vi må grine, græde, ligge, stå, danse. Alt er tillladt bortset fra at tale. Vi blev gennem musik og dans guidet ned i kroppen og væk fra hovedet. Guidet til at give slip og bevæge os på den måde vores krop havde lyst til. Helt uden fordømmelse, helt uden at føle sig forkert. Shit det var vildt, kan ikke beskrives. Dans med Mie får dig til at skrige kunne man fristes til at skrive. Og der blev skreget, der blev råbt, brølet, svedt, danset, grint og grædt.

Giv slip, vær sårbar, der er også plads til dig

Nå men, der var begyndt at komme lidt gang i musikken, folk var trygge og alle havde sit helt eget unikke udtryk i dansen. Der blev indbudt til at mærke egen krop, min opmærksomhed blev dog alligevel optaget af en der skilte sig ud.

En pige der græd, faktisk hulkede. Ansigtet var helt trukket sammen, som forpint. Hun stod på stedet og løb, små hurtige løb, mens hun rystede armene i et nærmest aggressivt tempo. Hun stoppede ikke med at græde. Musikken skiftede til en roligere sang der indbød til at mærke hjertet, mærke kroppen. Jeg forsøgte at sende kærlighed gennem rummet til denne spinkle pige, der stod der, helt sårbar, vanvittig sej og insisterende.

Så gjorde jeg det som jeg også havde haft lyst til dengang for 30 år siden på efterskolen. Jeg gik derover og krammede hende, uden at spørge om lov. Hun tog i mod og vi stod der hele sangen igennem, hun græd, jeg trak vejret dybt.

Lidelse

Da sangen sluttede slap jeg langsomt, vi tog hinandens hænder, fik øjenkontakt også trak jeg mig lidt væk. Var det grænseoverskridende ? Ja da! Var jeg bange for at hun ikke ville have det ? Ja da. Var det for min egen skyldes og ikke hendes at jeg gik over til hende ? Måske. Måske kunne jeg ikke rumme al den lidelse der så tydeligt strømmede igennem hende. Det i kombination med en sal fuld af mennesker der ikke gjorde noget. Det kunne jeg ikke rumme. Ved heller ikke om jeg skulle ? Det bragte minder til min oplevelse på efterskolen.

Hvad er der egentlig galt med sved?

Jeg svedte, og nej det er kke meningen vi skal røre hinandens sved og jeg var da også bange for om hun tænkte det var ulækkert eller noget. Men altså hvad er der egentlig galt med sved ? Da jeg slap var der en anden der tog mod til sig og krammede hende gennem en hel sang.

Tænk engang, hun sad ikke derhjemme og dulmede sig med telefonen, mad, alkohol, netflix, whatever. Nej hun gjorde noget, hun udsatte sig selv, hun gjorde sig selv sårbar, hun var i det, mærkede. Og Mie skabte et rum hvor det er tilladt at mærke. Tilladt at være. Helt præcist og aldeles lige som du er. Det er særligt.

Da hele sessionen var slut og vi igen måtte tale gik jeg over til hende, gav hende et kram og sagde: tak fordi du lod mig kramme dig, hvortil hun svarede: Tak fordi du gjorde det. Hun var rolig, hun græd ikke mere og herefter begav jeg mig groundet, nærværende og berørt mod min bus.

På vej hjem i bussen satte en pige sig ved siden af mig trods flere ledige pladser. Jeg kiggede op og smilede til hende, hun smilede tilbage.

Take no bullshit

Hvad vil jeg med alt det her: Først og fremmest en reminder til mig selv, men også til dig der har læst med så langt:

Lyt til hjertet, get out there, move, dont be afraid. Tag din plads, du er ikke for lidt, du er ikke for meget, sig ja. Take no Bullshit. Dans. Dans dans dans, mærk. Og altid altid altid ræk ud, giv kærlighed, tag imod. 

Husker da jeg var blevet gravid med Frederik og var dybt ulykkelig over min situation. Jeg sad ofte og græd i toget på vej til job. Tårer der bare løb ned af kinderne på et ulykkeligt ansigt. Kun en enkelt gang var der en der kom hen til mig. En kvinde, hun var sød og det hjalp at hun gav mig et kram og et par formildende ord med på vejen.

Du kan også gøre en forskel: med et kærligt blik, et kram, et kys, et ord eller et øre. Tusind tak fordi du læste med.

Kærligst Sarah

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *