Da Bastian blev født

Har siden Bastian blev født drømt om at have min egen blog og om at skrive. Det tog mig næsten 5 år før det blev en realitet og hvor ville jeg ønske jeg var startet allerede dengang. Jeg fik dog skrevet om fødslen og  tiden efter men  på god gammeldags maner i en fin blomstret notesbog:

Følgende er direkte afskrevet fra bogen:

Det er i dag den 14. februar 2014, endelig er der en stund til at skrive. Planlægning er ikke mulig i denne tid, men det er så vigtigt for mig at lade denne rejse stå så klart og tydeligt som muligt. For det har været den vildeste rejse. Før hen har jeg rejst meget, langt væk og i lang tid, men rejsen der begyndte tirsdag aften den 28. januar har været den mest berigende og oplevelsesrige nogensinde.

Du ligger lige her ved siden af mig. Vi ser X factor. Jeg har forsøgt at putte dig flere gange. Det lykkedes at få dig til at sove 20 minutter så jeg kunne spise min princip pizza fra fryseren, men så vågnede du også lige bagefter. Nu efter at have spist af 5 omgange er du faldet til ro på sofaen og jeg har langt om længe en stund til at skrive.

Om fødslen:

Rejsen startede tirsdag aften den 28. januar 2014 kl. 22.00

Jeg er lige gået i seng og straks begynder murren i lænden. Tidligere på dagen var jeg vanvittig træt men undgik at sove for istedet at gå tidligt i seng og få en god nattesøvn. Havde hentet bland selv slik og fået en snak i telefonen med en gammel veninde istedet. Kæft hvor ville jeg ønske jeg havde taget den lur, for der gik længe inden jeg fik lov at sove igen.

Den der murren, jeg tror ikke på at det er veer og først 5 timer senere hvor jeg har min veninde Majbritt i røret kl 3 om natten forstår jeg at det vist er veer og jeg skal ringe til Nikolaj (min bror) der skulle køre mig til hospitalet. Jeg tøver, for har ikke lyst til at vække ham midt om natten, men da vi (min fødselshjælper Majbritt ved telefonen fra Århus) tager tid på veerne finder vi ud af der kun er 5 minutter mellem hver og at det er tid til at komme afsted. Jeg sender Fanny (min veninde der skal med til fødslen) en sms, da jeg heller ikke har lyst til at ringe og vække hende.

Jeg forsøgte desperat at lægge mig til at sove mellem veerne, tænkte det må da bare være plukveer, da jeg ikke tidligere i graviditeten har haft tegn på fødsel. Jeg ville så gerne lige have haft den nats søvn, da jeg mandag (dagen forinden) havde haft travlt, trænet, handlet, holdt fødselsdag med flere gæster og lavet mad. Opvasken stod stadig derfra. Tirsdag, altså idag hvor min krop vælger at gå i fødsel, 10 dage over termin har jeg gået en lang tur på to timer sammen med Tina fra min enestående mødre gruppe og ryddet op fra fødselsdagen. Jeg overhørte min krops signaler da jeg valgte ikke at sove om eftermiddagen. Den 30. 1. havde jeg tid ved jordemoderen på fødegangen og jeg var sikker på at jeg ikke ville føde før der.

Nik ringede på døren kl 3.30, jeg pakkede de sidste ting, det sneede meget og uden vinterdæk begav vi os mod Hvidovre hospital i hans Mercedes.

Vi kommer derud og de nægtede at tro på jeg var i fødsel pga. min rolige opførsel, men da de fik tid til at undersøge mig var jeg altså 7 cm åben. Mange tak Majbritt for at du pressede på for at få mig ud af døren.

Der var meget stille på gangen og jeg blev bare ladt alene i et lille rum sammen med Nik. Uh jeg kunne ikke lide at vi blev ladt alene. Endelig fik jeg fødestue, fik et lavement og jordemoderen fyldte et kar. Jeg har altid gerne villet føde i vand, det kom så bare ikke til at ske. Fanny ankom ved 5 tiden, lige inden min tur på toilettet. Troede egentlig at Nik ville tage hjem igen og blev positivt overrasket over at han valgte at blive.

Så startede det ellers, op i karet med Fanny og Nik som støtter. Var bange for at det ville blive for grænseoverskridende for Nik, men hvorfor er det jeg bekymrer mig om ham nu hvor det er mig der rent faktisk skal til at føde et barn. Hele forløbet igennem prøver jeg at tage hensyn, både til jordemoder, Fanny og Nik. Hvorfor ? Forsøger også på at gøre alt hvad der blevet sagt til mig så korrekt som muligt. Smertestillende er ikke en mulighed. Badekaret var det smertestillende jeg kunne få. Tak for ingenting! Fuck. Den første jordemoder var sikker på jeg ville føde inden længe og i karet, da jeg hurtigt var 9 cm åben. Men sådan kom det ikke til at gå.

Kl 7.30 spidsede det til, der var jordemoder skift og der kom to meget unge piger ind plus en jordemoder og en læge. Lige før min første jordemoder gik sagde hun til Nik at det er nu de fleste fødende kvinder vil give op og sige at nu kan de ikke mere. Men smerterne tog endnu mere til og det skulle bliver meget værre end da jordemoderen sagde at nu toppede smerterne. No my dear. De næste par timer blev jeg trukket igennem det vildeste smertehelvede. Måtte op af karet. Av for satan! Jeg råbte, brølede, skreg og bandede som jeg aldrig havde troet muligt. Nik fortalte senere at han havde fået kvalme af at overhøre det ude fra gangen. Uden Fanny ved min side havde jeg ikke klaret det. Hun var sej! Jeg lyttede og tog imod alt hun og jordemoderen sagde: Fanny gentog: det går fint, det går fint, det klarer du nemt osv. Men det var ikke nemt, jeg skreg på smertestillende og i et forsøg på at imødekomme mit behov kom jordemoderen med et TENS apperat. Altså hallo, hvad troede hun selv. Hun skruede op på fuld kraft så jeg igennem elektroderne fik strøm på min mave og gjorde det hele endnu værre. Skulle det kunne tage smerterne. Øhh tro om!! jeg hev dem af igen og Fanny fik en albue i hovedet. Jeg måtte igennem uden smertestillende. Efter to timer hvor jeg har været 10 cm åben og stået  foroverbøjet over en seng med de mest utænkelige smerter, kommer jeg om på ryggen og skal presse. Han skal ud nu. Hjertelyden er faldende og jeg fornemmer det er lidt kritisk. De finder ud af at han sidder skævt i bækkenet og er stjernekigger.

Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, havde aldrig nogensinde forestillet mig noget kunne gøre så ondt, men med heppekor og den vildeste opbakning får jeg presset ham ud. Det sker på samme tidspunkt som det vælter ind på stuen med 4 læger. Jeg får ros, de siger jeg er meget stærk og at de er overrasket over hvor hurtigt jeg fik presset ham ud. Jeg er ligeglad, og var også ligeglad om de så havde taget ham med kop, kejsersnit eller andet. Ville bare have det skulle slutte, fuldstændig ligegyldigt hvordan! Klokken er 10.04, præcis 12 timer efter veerne var startet.

Han kommer op til mig, Fanny græder, jeg græder ikke. Er i chok. Tror jeg. Synes Bastian ligner sin far på en prik. Den ´far´ der først ville have delt forældremyndighed (hvilket jeg satte stor pris på) hvorefter han senere kom og sagde at nu ville han være ukendt far. Jeg håber stadig den dag i dag at han vælger at blive en del af Bastians liv. Men lige der var jeg sur på ham, kunne kun se Bastians far for mig, lige det jeg frygtede i graviditeten. Min krop ryster.

Mit underliv (bliver det mon nogensinde normalt igen)

Min jordemoder der forresten er helt nyuddannet og 2 læger, begynder at tjekke mit underliv. Jeg er ligeglad. Har fået en anden grads bristning. De tjekker rectum mange gange, men heldigvis intakt. jeg skal knibe men har ingen kontakt til min bækkenbund what so ever. Min jordemoder giver mig lidt ekstra bedøvelse ved syning, men altså intet kan gøre så ondt som det jeg lige har været igennem. Kæft hvor var hun sej min jordemoder, at hun ikke løb skrigende bort da jeg først begyndte at brøle. Hun fortjener en medalje!

Min mor og hendes mand (mormor og morfar) kommer forbi, det er surrealistisk og jeg har lyst til at græde men kan fortsat ikke. Det eneste jeg har lyst til er poletter. Det henter Nik til mig. Om aftenen kommer Fanny. Det er lige efter jeg er stået ud af sengen og opdager at jeg hverken kan holde på tis eller afføring. Har ingen kontrol over min krop, det er vanvittigt grænseoverskridende. Mit underliv er smadret og totalt hævet op, mine skuldre fuldstændig spændte.

Fik hjælp af en jordemoder til amning da vi var landet på barsels hotellet. Det lykkes i første forsøg. Fedt. Så er vi ladt alene på stuen. Det føles nu alligevel trygt. Der er fjernsyn med det har ingen interesse.

Lidt flere billeder af blandt andet den stolte mormor, fantastiske onkel og ikke mindst skønne og seje tante Fanny ❤️

Og lidt af mig og Bastian:

Dagen efter:

står jeg op klokken 7 for at bestille mad til resten af dagen, der er helt mørkt på gangene og jeg tøffer rundt i morgenkåbe og med Bastian i en lille vogn. Er sulten og spiser en yoghurt. Bastian ser anderledes ud nu og jeg mærker den vildeste tilknytning til ham. Det er ubeskriveligt.

Men dagen skulle vise sig at blive ufattelig hård.

Det kan du læse om her:

Dagen derpå

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *