Cruising og strandtur med Jette, vores (familie) ven

Til dig som måske er ny læser kan jeg fortælle at jeg er alene med to drenge, en på 3 og en på 5. Den mindste ser sin far hver anden weekend, den anden har ingen kontakt med sin, desværre. Da mit netværk er meget lille søgte jeg om en familieven og nu har vi Jette ❤️

Fridage er skønne, elsker fridage, men de kan også være hårde. Især når energien er på sit laveste og ungerne er vågne i godt 14 timer i streg. Hvorfor dog sove middagslur eller gå tidligt i seng?

Sidste onsdag på grundlovsdag havde vi en forrygende dag sammen med Jette. Vi blev hentet i en flot karet og kørt til stranden, fik endda også serveret jordbær og vandmelon. Altså, hvor heldige har man lov at være. Jeg er vant til at slæbe på ting ( og unger ) så det var helt uvant ikke at skulle bære det hele da Jette bare snuppede vores taske uden at spørge og jeg kunne nøjes med at koncentrere mig om den ene af ungerne der ikke ville med. En anden virkelig dejlig ting ved at være to, er når ungerne vil i hver sin retning. En ville til vandet og en ville sidde oppe på tæppet. De trak mig bogstavelig talt i hver sin arm.

Uden Jette var jeg eksploderet, men hun snuppede Frederik ( den mindste ) og hyggede med ham i vandkanten, mens jeg sad med Bastian på tæppet. Vi var sammen det meste af dagen.

En dejlig dag som vi sluttede med lækker kaffe i solen mens ungerne legede på legepladsen. To gange kom jeg i vandet. Alene. Det var SÅ fantastisk skønt. Nedenfor kan du se billeder fra vores dag og vil du også gerne have en familieven kan du finde links og lidt mere info i dette skriv: https://www.theklintholms.dk/familievenner-en-ven-til-os/

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *