Bag facaden

Skyldig

Så fik jeg også set gyser dokumentaren: Daginstitutioner bag facaden på TV2. Ikke et øjeblik følte jeg trang til at tjekke min telefon. ( ved godt jeg skal på digital detox) Blev fastholdt af frygt, af angst, af fortrydelse og forfærdelse. Flere episoder fra ungernes institutionsliv poppede undervejs op i mit hoved. Episoder jeg egentlig havde lagt bag mig, men som jeg nu er kommet til at tænke over igen. Hvor skal jeg begynde?

Jeg føler mig magtesløs, føler mig udnyttet, forrådt. Og jeg føler mig skyldig. Skyldig over at have afleveret mit kæreste kæreste eje til hvad ? Og for hvad ? Ja for at gå på arbejde, for uden arbejde hvad er vi så ? Føler jeg har afleveret til ingenting, eller værre faktisk. Til svigt, til omsorgssvigt. Jeg får kvalme, og har svært ved at være i min krop, jeg er ked af det, helt dybt ind i mit hjerte. Så hvis du har nerver til det kan du her læse om mine erfaringer med det at aflevere ens hjerter til: Kald det hvad du vil? Opbevaring måske.

Jeg har for nylig fundet ud af at institionen har to røde og en gul smiley. Der står blandt andet at der ofte er to timer i løbet af dagen hvor kun 2 pædagoger overvåger 50 børn.

Det positive først

Da Bastian var lidt over 1 år flyttede jeg ham til en anden institution end den han startede sit vuggestue liv i, 8 mdr gammel. Jeg skulle på arbejde, jo. En lille vuggestue 300 meter fra hvor vi boede i Valby. Vi blev mødt af et interesseret, omsorgsfuldt og nærværende personale.

Jeg var til samtaler tre gange med udgangspunkt i at skabe trygge rammer for Bastian både hos dem, men også hos os. Det var en kæmpe hjælp. De elskede ham og det var jeg ikke i tvivl om.

Her fik jeg opbygget tillid til at det er ok at aflevere. Bastian løb hen til pædagogerne og gav dem store kram når vi kom om morgenen og han blev modtaget gensidigt. Jeg skylder personalet en stor tak. Desværre var den ikke integreret.  Jeg var i vildrede da han skulle stoppe.

Ny institution

Bastians gode ven fra vuggestuen var startet i en integreret udflytter børnehave. Jeg lagde vægt på udendørsliv og trygheden i at hans ven også gik der.

40 børn til 5 voksne var der i hans gruppe. Da jeg hentede ham tidligt en dag under indkøringen sagde han. ‘Kom mor, væk fra alle børnene’ Det var overvældende både for ham og mig. Heldigvis var jeg på barsel og kunne holde ham hjemme. Fik dog påtalt at han skulle komme kontinuerligt for at få sig en god hverdag der. Det føltes forkert. 

Institutionslivet

Frederik, min mindste har lige sagt farvel til sin vuggestue og Bastian til sin børnehavegruppe.

I vuggestuen

Mht Frederik blev jeg ofte forsikret at han havde det godt der. De sagde at han var et meget trygt barn og at han trivedes godt. Efter jeg har set dokumentaren er jeg blevet i tvivl om, om jeg reelt kan stole på dem. Om han rent faktisk har haft det godt der. Sjældent har han været glad for at blive afleveret, modsat Bastian da han gik i vuggestue.

Han har haft en god dag

Husker en dag hvor jeg fik den klassiske besked: Han har haft en god dag.

Jeg undrede mig over det overfladiske hos pædagogen lige den dag, men det var blevet rutine for mig bare at aflevere og hente uden rigtigt at spørge til dagen. Fornemmede på personalet at det var sådan det fungerede bedst for dem. Vil helst ikke gøre noget der belaster deres arbejde mere. Kan godt høre nu at det er langt ude. 

Senere samme dag opdagede jeg et mærke på Frederik. Havde ikke set noget lignende på hverken ham eller Bastian før. Undredede mig, begyndte at tænke om Bastian mon havde bidt Frederik, tænkte alt muligt.

Mit barn er blevet bidt

Dagen efter gik jeg til lederen og viste mærket og han bekræftede at det var et bidemærke. Han talte med den pågældende pædagog og jeg fik en undskyldning for at hun ikke havde sagt noget. De efterfølgende gange Frederik blev bidt blev jeg troligt informeret. Hvad fanden er der foregået i de mange timer han har været der ? Har jo været i troen om at det har været ok. Altid vidst det ikke var godt som i Bastians vuggestue, men trods alt ok. Beder til det ikke har været som på dokumentaren, men jeg kan ikke vide det, jo.

Hvordan ku jeg ? Hvordan ? Aflevere og adlyde pædagogen om at nu skulle jeg gå, selvom Frederik skreg og der skulle helst gøres kort proces, så ville det blive nemmere. Mit lille menneske. Mit lille søde dejlige lille fantastiske menneske. Syns jo de var så heldige at få ham alle de dyrebare timer. ØV!

Barn syg

En dag havde jeg afleveret Frederik velvidende han ikke var frisk og stod efterfølgende og tudede ved lågen. En pædagog som nu også er vores ven og babysitter trøstede mig lidt da han tilfældigvis mødte på job i samme stund. Og så tog jeg på job.

 I Bastians vuggestue ( den gode ) ringede de ofte hjem hvilket var til stor gene for mig, men nok mest for min chef. Modsat i Frederiks hvor de meget sjældent ringer hjem og holder gerne på ham trods sygdom. Dette proklamerede jeg stolt til min chef. Jamen! Igen, jeg undrer mig, både over mig selv, min chef, institutionen og vores samfund.

I børnehaven

Faktisk er det ‘kun’ det sidste halve års tid det for alvor er blevet sådan rigtig kritisk i Bastians bh. Har egentlig haft indtryk af at han trivedes. Han var også tilknyttet en dygtig pædagog der tog ham under sin vinge. Hun sagde desværre op og flere af de andre faste fulgte efter. Der opstod kaos. 

En hård tone

‘Jeg kan ikke tåle mere børnehave, mor’ lød det fra Bastian en morgen. Jeg ringede til min chef og bad om en omsorgsdag så vi kunne blive hjemme.

I hans indkøring overhørte jeg en pædagog sige til et barn i farten: ‘gå ind og tag tøjet af og læg dig til at sove’ Nå. husker jeg tænkte at sådan kunne hun da vel ikke finde på at tale til mit barn.

i løbet af det sidste halve års tid har Bastian ændret adfærd. Fra at være social og udadvendt og konstant spørge til legeaftaler siger han ofte: Kom lad os gå op, mor og efterspørger ikke længere legeaftaler. I en periode fandt jeg ham ofte siddende alene når jeg hentede ham. Hentede jeg ekstra tidligt faldt han mig om halsen og sagde med det samme: ‘ jeg elsker dig mor, kom lad os tage hjem’ 

Spørger i til Bastian i løbet af dagen ?

spurgte jeg for et par måneder siden en sød og hårdtarbejdende pædagog. Joooo en gang imellem var svaret, samtidig med at han bekræftede at det jeg oplevede var rigtigt. De brugte krudt på de små og dem der larmer. Bastian trak sig, og blev stille. En lydhør og nyansat pædagog gik heldigvis ind i det og det hjalp tydeligt. De fik opbygget en relation og Bastian begyndte igen på eget initiativ at søge en voksen. Halvanden måned fik han med hende, nu er der nye voksne igen pga skift til storegruppe.

På min blog på facebook: https://m.facebook.com/theklintholms.dk/ delte jeg fornyligt en samtale Bastian og jeg havde på legeplads. Hvis ikke du følger med der, kan du se det her:

B: Frederik stop med at piv, det nytter ikke noget at pive. Mig: hvem siger man ik må pive? B: de voksne. Mig: hvilken voksen ? B: alle voksne i børnehaven. Mig:😳😳😳 Lidt efter spørger jeg: Hvem trøster dig når du er ked? B: jeg trøster mig selv, det plejede at være jeanette ( tidligere pædagog som sagde op ) der trøstede mig, nu trøster jeg mig selv. Og Kaj og Villads ( vennerne ) trøster mig.
Jeg er tung i kroppen og fuld af frustration over hvordan jeg har kunnet aflevere velvidende forholdende var som de var.
Frederik er kommet i en anden bh gruppe og Bastian er nu i storegruppe. Har besluttet at trumfe en samtale igennem begge steder. Nægter at overhøre min mavefornemmelse denne gang.

De omringede mig

Ok jeg må snart begrænse mig, for ellers bliver det her skriv vist alt for langt. Men det seneste jeg har hørt fra Bastian var i torsdags, Kristihimmelfartsdag hvor han pludselig fortæller om to drenge der omringede ham og slog og sparkede og bed ham i panden. WHAT!! Må tale med en pædagog i morgen og få opklaret hvad det handler om. Godt nok kom han hjem med et mærke i panden for nogle uger siden. Da jeg spurgte til det, sagde han bare ‘ jamen det var det mærke du lavede med din negl mor’ Det var det så ikke for det var forsvundet for længst. Jeg spurgte ikke mere ind til det, lige indtil Bastian fortalte mig ovenstående historie.

Svigt

Hvis du har fulgt med på min Instagram profil ved du at jeg længe har haft skrupler med at aflevere. 

Det er heller ikke første gang jeg skriver om det her. Den 11.3. udgav jeg et skriv om at jeg svigter mine børn.

Nødplanerne

Som et andet flok dyr rettede jeg ind og afleverede med tungt hjerte begge mine unger for at tage på job. Ofte græd jeg på vej ud af institutionen og fortsatte da jeg landede på jobbet. Forsøgte at planlægge mig til mere tid: Fik en hjemmearbejdsdag, brugte mine sidste fire ugers barsels på en rejse med ungerne, var desperat for en ny ferie allerede inden vi var kommet hjem fra ferien. Talte dage, talte timer, planlagde. Det var nødplaner og det fungerede ikke. Jeg gik ned med stress. Læs lidt om det her  her. og her.

Fuldtidsarbejdene enestående mor

Ret hurtigt var jeg tilbage på fuldtid og ret hurtigt meldte stress symptomerne igen sin ankomst. Hamsterhjulet! Jeg var der igen! Hvorfor ? For at please min chef og kolleger ? Pga de der penge ? For samfundets skyld ? Fordi min stress coach sagde at jeg kunne ? Eller fordi jeg er så røv pligtopfyldende? Lige meget hvad, gik min iver for at gøre det forventede ud over både mig og mine unger. Stressen sidder stadig i min krop, jeg har igen overskredet mine egne grænser.

Jeg er ikke i tvivl om at en del af min stress skyldes at jeg ikke har levet i overensstemmelse med mine værdier. Det strider mod min natur at aflevere mine børn, særligt under de forhold de idag bliver budt. Læs her om vores opstart i hamsterhjulet efter vores seneste ferie i marts. Ikke for børn hvis du spørger mig.

Nu uden job

Men jeg har også taget en beslutning og sagt mit job op. De sidste to måneder har der ikke været tid. Efter en dag med job og institution er vi udmattede når dagen er slut, så jeg har hverken skrevet, været til yoga eller bare sat mig ned og reflekteret over fremtiden. Men det gør jeg nu og igen kigger jeg på bolig i et fællesskab. Om det kan lade sig gøre at flytte mens jeg er på dagpenge må tiden vise. Jeg tillader IKKE at mine børn skal vokse op uden nærvær!!

Kram en pædagog

Først og fremmest tak fordi du læste med så langt ☺️

Vil lige tilføje ovenpå dette lystige skriv at jeg har stor respekt for pædagogernes arbejde og at jeg beundrer dem. I høj grad. Er ikke et sekund i tvivl om at de gør deres allerbedste ❤️❤️❤️  Håber vi i fremtiden vil sætte pris på samt respektere vores børn og bestemt også vores pædagoger. 

 

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *