August, what a ride!

Nedenstående billede beskriver meget godt min rutschebanetur gennem august måned:

1. August landede jeg høj på oxyticin i Kastrup lufthavn.  Havde haft 3 dage i Spanien hvor jeg konstant måtte knibe mig i armen. 3 dage med kærlighed og romance ud over det hele.

I ugerne efter høstede jeg frugten. Nød fornyet energi, varme og glæde i kroppen. Overskuddet.  Fik lyst og kræfter til også at gøre og være noget for andre end bare ungerne. Jeg fik (hvilket jeg er utrolig stolt af) struktureret vores hverdag. Ikke mindst vores morgen. Og skåret kraftigt ned på fjernsyns kiggeri. Det virker det shit. Struktur ER the shit.  Så længe der er fyldt masser af oxytycin på morbatteriet, så kører det derudaf. Som en duracell kanin, faktisk. Meeeen rusen holder ikke evigt.

Tilbage på overlevelse

En shelter tur med tandpine tømte det sidste af batteriet:

Shelter for begyndere

Tanden skulle rodbehandles.

Røg igen på det velkendte overlevelsesmode hvor tingene får lov at flyde og jeg, når ungerne sover kollapser på sofaen til hjernedød schrolling, sekundet efter.

Godt vi har vores familieven: Familievenner, en ven til os

Hun er den der kommer og besøger os på en hverdag. Hun er den der samler mad (eller andet spændende) op fra gulvet. Den der lægger ører til hvordan dagen er gået. Den der griner sammen med mig over ungernes nye påfund. Den der lige griber tandbørsten og læser en godnat historie. Det er virkelig rart. Hun er også den der lige tilbyder at passe ungerne hvis der er noget jeg gerne vil. Så ugen efter fik jeg en fri aften.

Jeg tog selvfølgelig til dans og gik derfra som et nyt menneske. Læs om det her: Dans med Mie får dig til at skri(g)e!!

Jeg vil have en anden far

Så blev jeg syg. Noget havde sat sig i min krop. Frederik skulle til sin far om fredagen og Bastian blev hos mig som altid. Ked af det over ikke også at være blevet hentet af sin far.

Jeg vil have en anden far! Det skal være onkel. Så kan min far der bor langt væk være min onkel…

Jeg havde købt en pakke spritnye pokemonkort til ham som et lille plaster på såret. Har lige opdaget pokemon go. (Jaja, ved godt jeg er bagud) så Bastian og jeg fangede pokemon til den store guldmedalje, både fredag aften og igen tidligt lørdag morgen. Normalt bruger jeg ikke hverken iPads eller telefon til ungerne, men når der er bevægelse inkluderet (eller føler mig døden nær) kan jeg overtales.

Sommerfest

Vi skulle til fest klokken 15. Jeg syns der var lang tid til. Vi var stået op kl 5.45. Jeg var træt og mat. Efter pokemon købte vi pølsehorn og en pose lakrids på 400 gram. Det var vores frokost. Jeg kunne ikke holde mig vågen. Endte med Bastian lå med min telefon og jeg sov. Senere til festen klistrede Bastian til mig, jeg kunne ikke mere og løb ud. Bastian løb med, jeg græd.

Mor er træt, sagde jeg til ham og forsikrede ham om at jeg var ok. Men det var jeg ikke. Fuldstændig og aldeles drænet forsøgte jeg at deltage i festen. Havde glemt det kød vi skulle grille. Endte med vi tog tidligt hjem og hoppede på hovedet i seng. Søndag kammede det over. Og det er egentlig det jeg har haft lyst til at skrive om her i ugens løb, men først nu fået sat mig.

Det som har tricket min energi og væren tror jeg kommer fra en mail jeg fik fra Bastians far.

Hvilken farve har min far ?

Dig der har fulgt med her på bloggen, ved at Frederik ser sin far og Bastian gør ikke. Frederiks far har desværre ikke haft lyst til at inkludere Bastian i sit liv. Det giver selvsagt nogle udfordringer. Især for et lille menneske der går og undrer sig over hvem hans far er, hvordan han ser ud og hvilken farve han mon har.

http://Det er som det er

Bestikkelse

Nej det er ikke pænt, men efter at have stødt panden mod en mur, hårdt og uden resultat flere gange, måtte jeg ty til nye midler. Jeg søgte om forhøjet bidrag. Det blev anket.

Et år senere kom der en afklaring og det forhøjede bidrag var blevet fastsat. Jeg brugte det som et middel. Skrev til Bastians far at når han begyndte at se ham, så ville jeg annullere det forhøjede bidrag. Havde kun et spinkelt håb om at det ville virke, men i mailen som jeg modtog torsdag aften, var der langt om længe interesse at spore. Han vil gerne have samvær med Bastian. På en betingelse. Det skulle gå gennem familieretshuset.

Med det samme fik jeg en underlig smerte ved det ene øje som kort efter spredte sig til hovedpine. Det ved øjet er væk, men hovedpinen mærker jeg stadig, nu en uge efter jeg modtog mailen.

Fodbold, familieretshuset og frustration

Familieretshuset (FH) er ikke til at spøge med. Jeg svarede tilbage med det samme at vi gerne ville komme og besøge ham på søndag. Ventede længselsfuldt på svar. Tjekkede min mail i tide og utide. Svaret kom om søndagen. Opdagede det midt i Bastians fodbold. Hvorfor tjekkede jeg også min mail lige der.

Nyt fodboldudstyr og hoppeborg

Han elsker sine nye fodbold støvler og benskinner. Det tager bare så forbandet lang tid at få hele udstyret på. Og lige i søndags havde jeg ikke tålmodighed. Frederik var blevet afleveret af sin far på fodboldbanen og da vores kemi ikke just er fantastisk, påvirkede hans tilstedeværelse både Bastian og jeg. Frederik hægtede sig på mig som en sugemalle og jeg forsøgte at være den perfekte soccer mom der også lige sludrer lidt overskudsagtigt, med de andre mødre.

Der var en hoppeborg i dagens anledning, og man skulle selvfølgelig have skoene af. Inden træningen sluttede fik ungerne en hoppetur på skift, hvilket betød at bagefter skulle de have skoene på igen for sammen at lave kampråb. Jeg havde lige fået B i udstyret (han havde holdt en pause) for så at få det af igen for nu at hoppe og kort efter på. (Kan du følge med ?) Ville jo gerne han skulle være med til kampråb og bad ham løbe derover i bare tæer. Det ville han ikke. Min hjerne slog fra, det tog lang tid med de forbandede strømper og da skoene var kommet på og jeg havde sved på panden (fik jeg nævnt der var 28 grader) ville han gudhjælpemig også have benskinnerne på.

Flyvende benskinner

Jeg så ud af øjenkrogen hvordan de andre stimlede sammen til kampråb og så kastede jeg ellers de f….. benskinner lige i hovedet på Bastian. Foran en dejlig stor flok af forældre og børn. Fortrød med det samme. Undskyldte med det samme. Han havde ikke gjort noget galt. Skyndte mig at give ham dem på, han løb derover og var med i kampråbet. Jeg ville bare væk, Væk væk væk. Jeg tjekker aldrig mere min mail mens vi er til fodbold. En time om ugen, det burde jeg lige kunne klare!

Resten af dagen var vi i haven, med badebassin is og skygge.

Jeg var ked af det, fortsatte med at undskylde. Snakkede med Bastian om at min hjerne var træt. Jeg lovede jeg aldrig ville gøre det igen. Da jeg til aftensmaden spurgte hvad der havde været det bedste ved dagen svarede Bastian til mit held: Af at være til fodbold. Pyyyyh, så har jeg forhåbentlig ikke ødelagt hans fodboldkarriere.

Mailen

I mailen fra Bastians far, stod der: Undskyld jeg først svarer nu, men jeg foretrækker FH så de kan observere hvordan det går… Observere ??? Hvad??? FH har da ikke tid til at observere. Jeg er bange for at han trækker i land igen.

Jeg er naiv, det ved jeg, men havde et lille håb om at han havde svaret at vi selvfølgelig var velkomne til at kigge forbi den søndag og at han ville glæde sig til at se Bastian.

Jeg håber stadig der kommer en dag.

Luft

Min mor kom i mandags, jeg pustede ud til yoga, hun tog ungerne med i toget til Jylland tirsdag og jeg er på vej oven vande igen og ligeså er lejligheden. Om to dage kommer min kæreste. Jeg glæder mig til selskab og til igen at blive tanket op på oxyticin.

Takker for turen, kære august. September: Lets go straight, please!

Apropos luft

Luft luft luft, jeg trænger til luuuuuft

Lignende indlæg

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *